Annonce

Annonce

Polakker på gaden foran øko-supermarked

Det ser ud til, at polakkerne så småt er ved at få øje på de økologiske fødevarer, og Økologisk Landsforening forudser, at Polen i løbet af de kommende år kan udvikle sig til et vigtigt nærmarked for økologiske fødevarer fra Danmark. Foto: Nanna Navntoft

Polen kan udvikle sig til et nyt vigtigt nærmarked for dansk økologi

Væksten i det polske detailsalg af økologi lå sidste år på godt 20 pct. og da fire ud af fem økologiske fødevarer bliver importeret, ligner Polen en oplagt destination for danske, økologiske varer, vurderer eksportteamet i Økologisk Landsforening.

”Dzien dobry” er polsk og betyder goddag.

Og ifølge Pernille Bundgård, markedschef for eksport i Økologisk Landsforening, er det et udtryk, som danske eksportører af økologiske fødevarer lige så godt kan begynde at øve sig lidt på.

I kølvandet på flere års økonomisk fremgang i Polen, har polakkerne nemlig fået bedre råd til at betale for kvalitetsfødevarer. Det betyder, at de er begyndt at stoppe flere økologiske varer i indkøbskurven, og da hovedparten af dem bliver importeret fra udlandet, er det nu, de danske producenter skal på banen, hvis de vil have mulighed for at lufte yderligere et par polske gloser:  ”dziękuje za ofertę”, som betyder ”tak for handlen”.

Vækst fra meget lavt niveau

I gennemsnit brugte polakkerne i 2019 kun 60 kr. på økologi mod danskernes rekordhøje forbrug på godt 2.500 kr. Til gengæld er der næsten 40 mio. indbyggere i Polen, som gennem flere år har oplevet tocifrede vækst i salget af økologi. De polske dagligvarekæder vurderer, at væksten fortsætter, og på den baggrund mener Pernille Bundgård, at de økologiske producenter med fordel kan sætte en dansk-polsk ordbog på ønskesedlen til jul.

Historisk gode relationer til Polen giver de danske producenter stærke kort på hånden, hvis de vil ind på det hastigt voksende polske marked, vurderer Pernille Bundgård, som oplever
Historisk gode relationer til Polen giver de danske producenter stærke kort på hånden, hvis de vil ind på det hastigt voksende polske marked, vurderer Pernille Bundgård, som oplever

Det råd underbygger hun med de indkøbsmønstre, som hun i øjeblikket ser hos beboerne i de største polske byer. Her har den polske vækstøkonomi via årlige lønstigninger på op til syv pct. skabt en mellemklassen, som ifølge Pernille Bundgård er lige så rig som den danske mellemklasse, men det er desværre ikke den eneste lighed med de vestlige naboer.

Næppe det første land på radaren

”Mange polakker har også overtaget Vestens livsstilssygdomme, og det har skabt stor fokus på sundhed, og det økologiske salg vokser i øjeblikket med ca. 20 pct. om året,” siger Pernille Bundgård.

Alligevel udgør det økologiske detailsalg stadig under en pct. af det samlede dagligvaresalg, og hun erkender, at Polen næppe er det første land, som dukker op på radaren, når de danske producenter scanner Europa for interessante markeder.

Men når hun samtidig kan fortælle, at 80 pct. af de økologiske varer på det polske marked bliver importeret, håber hun at det vil få nogle producenter til at se potentialet i at slå et smut forbi Polen for at promovere deres produkter.

Ifølge rapporten ”Det økologiske landbrug og dets marked i Polen", som interesseorganisation The Polish Chamber of Organic Food udgav i juni, anslår de største polske distributører, at det økologiske detailsalg i 2020 udgjorde 2,2 mia. kr., og med en vækst på ca. 10 pct. forventer de, at det runder 3,5 mia. kr. 2025.

”Det polske økologimarked er stadig relativt umodent i forhold til Danmark, men væksten er høj, og jeg tror, at det er nu, man skal etablere de første kundeaftaler, hvis man vil være den første i kategorien, og komme ind på hylderne før de tyske brands,” siger Pernille Bundgård, som peger på private label, som en god indgang.

Det underbygges af ’NielsenIQ Shopper Trends, 2021’, som skriver, at 60 pct. af dagligvarehandlens økologiske salg omfatter kædernes egne mærker.

Lang vej til danske standarder

I forbindelse med ØL’s løbende branding af dansk økologi, var Pernille Bundgård allerede i 2019 på inspirationstur til Polen for at tjekke det økologiske sortiment i de polske butikker, og der var lang vej til danske standarder – ikke mindst uden for de store byer.

I sommer vendte hun tilbage i forbindelse med fagmessen Bioexpo Polen i Warzawa, som er den største øko-messe i Østeuropa, hvor flere af de polske dagligvarekæder havde stande, og i indeværende år har hun været i dialog med både Bio Planet, Smak Natury, Organic Pharma/Ekowital og Carrefour Polen, som alle melder om fremgang i salget af økologi.

Det bestyrker Pernille Bundgård i, at tiden er moden til at rette de danske eksportambitioner mod Polen og på sigt også andre østeuropæiske lande, hvor emner som bæredygtighed, grøn mad og sund livsstil begynder at fylde mere, og hvor der ikke altid er den store tillid til de lokale fødevareproducenter.

I 2019 udgjorde eksporten til Polen kun 0,3 pct. af den samlede danske eksport af økologiske fødevarer, men den var fordoblet på kun tre år, og fortsætter den vækst, får hun formentlig ret, når hun siger, at Polen har potentiale til at udvikle sig til et nyt vigtigt nærmarked for dansk økologi.

For at blive klogere på den polske forbruger er Økologisk Landsforening ved at få udarbejdet en forbrugeranalyse, som bliver tilgængelig i forbindelse med en ny markedsrapport om Polen, som ØL forventer at sætte det sidste punktum for inden jul. Analysen skal vise, hvem det er, der køber økologi i Polen.

”I Polen oplever jeg ikke den samme efterspørgsel efter lokale varer, som vi ser på vores øvrige nærmarkeder. De polske forbrugerne stoler mere på produkter fra lande som Tyskland, Frankrig og Danmark, og de danske produkter har den fordel, at de ikke kun er økologiske. De taler også ind i alle de andre grønne agendaer omkring bæredygtighed.”

WC-rens og flåede tomater

Spændvidden i polsk detailhandel er stor og går fra små dedikerede øko-kæder til discountkæden Biedronka. Det navn betyder mariehøne, og signalerer måske ikke helt, at der er tale om Polens suverænt største kæde. Men selv om Pernille Bundgård beskriver kæden som noget af en rodebutik, hvor man kan finde flasker med wc-rens ved siden af dåser med flåede tomater, sidder kæden på en fjerdedel af dagligvaremarkedet.

Hun oplyser, at der er stor forskel på, hvordan man bedst angriber de forskellige kæder.

”Bio Planet, som er en stor spiller, har meddelt, at de ikke har brug for os som mellemled. De opfordrer producenterne til at henvende sig direkte, mens der er andre kæder, som gerne vil have vores hjælp til at skabe kontakt til danske producenter,” siger eksportchefen, som håber, at de seneste års fodarbejde i Polen og flere af de mere udviklede europæiske markeder har sat positive spor i eksportstatistikken for 2020, som Danmarks Statistik offentliggør i denne uge.

Flere artikler fra samme sektion

Bælgfrugternes utopia ligger i Holstebro

På Cafe Utopia i Holstebro æder bælgfrugterne sig mere og mere ind på menukortet og ind i dagligdagen for de 30 ansatte, hvoraf de fleste er psykisk sårbare. Her balancerer kokken og ildsjælen Mette Nygaard Nielsen med udviklingen af sunde og klimavenlige retter tilberedt helt fra bunden, som også de sårbare medarbejdere kan håndtere. Og bælgfrugterne kan faktisk hjælpe til at give enkle og overskuelige anretninger.

28-03-2024 8 minutter

Miljøstyrelsen finder pesticidrester fra konventionel kartoffeldyrkning i grundvandet

Miljøstyrelsen har i prøver fra sidste år fundet stoffet DMSA i grundvandet. DTU kan ikke udelukke, at midlet skader arveanlægget og har nævnt, at der ikke findes data til en egentlig risikovurdering for sundhed.

20-03-2024 2 minutter Pesticider

Klimabevægelsen og Dansk Vegetarisk Forening anker greenwashing-dom mod Danish Crown til Højesteret

Dansk Vegetarisk Forening og Klimabevægelsen mener, at afgørelsen i Vestre Landsret om Danish Crowns markedsføring af "klimakontrollerede" grise efterlader for mange spørgsmål om, hvor grænsen går, når virksomheder markedsfører sig som grønne.

20-03-2024 4 minutter Forbrug,   Klima,   Grise